I Narnias fodspor
Fem fantastiske vandredage i grænselandet mellem Tyskland og Tjekkiet i et landskab med fascinerende sandstensbjerge. Her i området, der på den tyske side hedder Saksisk Schweiz og på den Tjekkiske side Bøhmisk Schweiz, er der et utal af gode mulige vandreture.
Vi forstår udmærket, hvorfor området er valgt som lokation for mange scener i den første Narnia-film Løven, Heksen og Garderobeskabet og kan varmt anbefale det, som destination for vandreture for hele familien.
Til inspiration kommer her en beskrivelse af vores tre vandredage i Tyskland og to ture i Tjekkiet
Dag 1 Basteibroen og de svenske huler
Ca. 50 km fra Dresden lagde vi ud med en knap 10 km rundtur med ca 400 højdemeter forbi Basteibroen og ned gennem ‘De svenske huler’. Her fik vi vores første syn af de flotte 300 meter høje sandstensbjerge. Bjergene er gennem millioner af år slidt af vind og vand.
I 1851 byggede man broen for at turister kunne komme helt tæt på de flotte bjerge.
Turen op til Bastei er en stejl tur opad. De fleste starter den i kurbyen Rathen. Vi fik lidt ekstra km på turen ved at sætte bilen ved Wanderparkplatz Gamrig.
Fra Bastei går turen ned igen gennem Svenskehulerne/ Schwedenlöcher et langt stræk med flotte, grønne mosklædte klippevægge.
Turen er en af de mest populære i området og selve broen er velbesøg – måske endda lidt overrendt ( man kan også køre næsten helt der op i bil). Der er også fin mulighed for at spise tæt på broen.
Alt i alt en tur, der var så flot at det efterlod en bekymring for, om de næste dage ville blive lige så flotte – DET blev de 🙂
Dag 2 fra Bad Schandau til Schrammsteine
Dag to bød på den længste og hårdeste af vores ture – 15 km og 500 højdemeter, men måske også den flotteste tur. Vi overnattede i Bad Schandau og tog turen til fods helt derfra – så den kan let kortes noget af. Allerede når man går ud af Bad Schandau går det meget brat opad. Det bliver dog også belønnet, både med en flot opstigning gennem skov og med flotte udsigter over Elben.
Det sidste stykke op til selve Schrammsteine er op ad meget lodrette stiger og trapper – det er ikke lige en tur man tager vovsen eller de meste højdeskrække med på.
Men wauu altså at komme SÅ tæt på de flotte sandstensbjerg er ganske fascinerende.
Turen går forbi en enkelt kro, Schrammsteinbaude, hvor man kan få en fin frokost.
Se turen vi gik – vi gik dog med start i Bad Schandau.
Dag 3 En kort til til Königstein
Med lidt ømme knæ på dag 3 tog vil en kortere tur til fæstningen Königstein. Det er en af Europas største fæstninger med en mur rundt på toppen på 1800 meter. Fæstningen går tilbage til 13. århundrede. På toppen ligger også tre små slotte og flere spisemuligheder.
I tyskland betaler man 3 € turistskat pr. dag – som så giver gratis adgang til offentlig transport. Så vi kunne tage flodbåden fra Bad Schandau og et enkelt stop med lokaltoget til Königstein by. Herfra går en stejl og snoet travetur op til selve fæstningen.
En lidt anderledes og kortere travetur. Men en fin afveksling fra vores klippeture. Og selvom dagens tur kun var på 7 km – fik vi alligevel godt 300 højdemeter med.
Dag 4 Pravcicka-porten i Tjekkiet
Første vandretur i Bøhmisk Schweiz var turen op til den ikoniske Pravcicka-port fra Narnia.
Det var lidt svært at finde gode oplagte ruter derop – og da vi nærmede fandt vi forklaringen. En stor skovbrand i 2022 har lukket en stor del af området for vandring, så vi endte med en frem-og-tilbage-tur med start i Mezna. Turen var på godt 8 km og ca 350 højdemeter. Man kan dog også gå blot den ene vej og tage bus den anden.
Det er virkelig et eventyrland at vandre i – igen et virkelig smukt og spændende landskab. Turen fra Mezna gav en dejlig rolig start og afslutning på turen. Der er ellers rigtig mange folk på dette spor.
Dag 5 ved Tiske Steny
På vej til Prag lavde vi et stop og gik vores sidste, korte tur på bare 4,5 km og 160 højdemeter ved Tiske Steny (Tisa på tysk).
Det er vildeste Narnia-land – en stor labyrint af gange, huler, smutveje. Virkelig et sjovt sted at strække ben, eller få en anderledes naturoplevelse, hvis man er på vej til Prag.
Se vores lille tur på All Trails.
Lidt om overnatning m.v.
Vi synes det var lidt svært hjemmefra at finde de helt perfekte overnatningssteder.
Første nat sov i den tyske by Pirna, der ligger på grænsen til Saksisk Schweiz. Det er en rigtig hyggelig by. Her kunne vi strække ben efter bilturen og nyde en god Schnitzel på deres Schloss Biergarten. Det er nemt at komme videre til vandresporene herfra.
Derefter overnattede vi to nætter i Bad Schandau. Vi valgte at forkæle os selv med to nætter med udsigt over Elben fra Hotel Elbresidenz. skønt, hyggeligt, rent sted. Maden er virkelig lækker og en morgenmad med alt, hvad maven kan begære. Bor man her, har man gratis adgang til badelandet Toskana med Spa afdeling. Byen Bad Schandau byder på mange overnatningsmuligheder og spisesteder, men virker også lidt kedelig. En anden gang ville jeg kigge på at overnatte i kurbyen Rathen tæt på Bastei.
I Tjekkiet overnattede vi to nætter på Trapani Glamping. Det er et hyggeligt sted, men ligger i en lille by uden mange spise-muligheder. Det var sjovt at prøve glamping, men det var lidt langt fra alting, og vi havde forventet de kunne give bedre anbefalinger af vandreruter.
En anden gang ville vi nok vælge at overnatte i en lille hyggelig by som Mezna fx på Mezna Resort tæt ved Pravcicka porten. Her er helt sikkert flere hyggelige steder – også flere restauranter.
Begge aftener spiste vi i byen Hrensko. Den ligger lige på grænsen til Tyskland. Her er utroligt mange hoteller, pensionater og restauranter. Man kan sikkert også finde et hyggeligt sted her. Men byen bærer også præg af at være grænseby med et utal af boder med kopivarer af alle slags og gør det til lidt af en cowboy-by.