Længes du efter storslået udsigt og en masse gode højdemeter i benene? Så kom afsted til Store Knøs mellem Ry og Silkeborg.
Her fandt vi denne skønne 9 km. rundtur. Vi parkerede bilen ved P 7 på Knøsvej og gik derfra af den gule rute Ved Store Knøs til den flotte 129 m. høje top. Herfra kan du gå videre til du møder vandreruten Aarhus – Silkeborg. Undervejs går man gennem et landskab, der minder om Norge eller Sverige og byder på endnu en flot udsigt. Vi fortsatte af denne rute indtil Slåensø og gik derfra tilbage af Himmelbjerg ruten et flot stykke langs med Julsø
Knøsen ligger på en egn, som kaldes Glarbo. Glar betyder “glas”. I 1500- tallet fremstillede man glas i stor stil herfra. Til Christian d. IVs kroning fremstillede man 35.000 glas.
På ruten her kommer I forbi en kopi af en gammel glasovn.
Området bliver også kaldt Danmarks tag og er et lækkert men krævende MBT-område. Mon det mindede nogen så meget om Verdens tag – Himalaya at de har hængt tibetanske bedeflag op?